Da jeg tog barbermaskinen frem og satte den i stikket, havde jeg da mine overvejelser om, hvor min styrke var placeret, var det i håret eller i sjælen.Derefter klippede jeg alt mit hår af. 30 centimeter mørkt, krøllet og kraftigt hår faldt til jorden for derefter at blive samlet op og smidt ud. Jeg rensede makeuppen af mit ansigt og tog et 14 minutter langt bad. Det, både for at rense alle de små hår af kroppen, som uundværlig kommer når man bruger en trimmer, men også for at blive ren. Mentalt og fysisk.
Det har været 6 hårde måneder, men nu er forårs semestret slut. Jeg er bachelor. Jeg er færdig med en mellemlang videregående uddannelse. Jeg har sommerferie, men inden jeg kommer for godt i gang med det, vil jeg gøre status over de ting jeg har lært i og uden for skolen.
Jeg har måtte reflektere over min egen indsats ikke bare en eller to gange i løbet af semestret, men flere gange end jeg har tal på. Jeg har, som den hyppige læser af bloggen ved, været glad for overspringshandlinger. Morgen, middag og aften kunne jeg forklare den manglende lektielæsning med at jeg var afhængig af overspringshandlinger. Jeg narrede ikke bare mig selv, men også dem omkring mig. Jeg grinte af ordet. Jeg fattede først for sent, at jeg faktisk var rigtig ked af, at jeg ikke formåede at lave mine lektier. Det er ikke sejt med overspringshandlinger. Det er sejt at lave sine lektier og være god til det, men fordi jeg aldrig har lært at lave lektier, så grinte jeg af dem der gjorde. Det er ikke dem der er til grin, men mig! Min konklusion er ikke at jeg fra nu af vil være en artig og flittig pige der altid laver sine lektier, men blot at overspringshandlinger ikke længere er en del af mit ordforråd. Jeg har stadig 2 år tilbage af min uddannelse, og desværre skulle det tage mig 3 år at fatte vigtigheden af den.
At reflektere over mine fejl, mangler og se hvad jeg gjorde forkert er absolut en af mine forcer.
Desværre er det at acceptere et nederlag ikke en af dem. Der er tre ting, som er noget af det værste jeg ved; Smerte, at være ultimativ afhængig af andre mennesker og nederlag. Og jeg har oplevet nederlag på nederlag i forbindelse med min vægt. Jeg har gjort det ene og det andet. Jeg har løbet, trænet, siddet i alt for usmart yogatøj, i alt for mærkelig stillinger, sammen med alt for smarte piger, jeg har spist "kun salat", " kun tun" og lige meget hjalp det, for når det blev mørkt, eller jeg var alene, eller ked af det så stod mit lille køleskab og kaldte på mig ude fra køkkenet. Lige meget hvor meget jeg ignorerede det så fandt den lille stemme frem til mig, og før jeg vidste af det stod jeg og mæskede i mig.
Men jeg er blevet klogere. Der er intet værre end af have sat et kryds i kalenderen, og når dagen oprinder så stiller man sig på vægten og så flytter nålen sig......5 takker til højre og ikke til venstre. Derfor har jeg besluttet mig for ikke at sætte kryds i kalenderen længere, men blot holde mig for øje, at jeg vil og skal ned i vægt, så forhåbentlig er det et nederlag mindre.
Den sidste lektie jeg har lært i dette halvår er, at jeg skal lade være med at undervurdere mig selv. For det første fordi det er trættende for dem omkring mig, for det andet fordi jeg rammer forkert hele tiden. Jeg har for vane at sige, når jeg kommer ud fra en eksamen eller har skrevet en opgave: " åh, det gik bare så dårligt... ej, jeg er sikker på at jeg dumper." Det afføder en reaktion fra min omgangskreds eller dem der hører det: "Nej, selvfølgelig gør du ikke det.... du klarer det... du er go'."
Jeg har overvejet hvorfor jeg har behov for at nedgøre mig selv, for derefter at lade andre hive mig op. Jeg er endnu ikke nået til frem til en entydig konklusion, men jeg har besluttet mig for, at jeg fremover blot skal gøre det bedste jeg kan og så lade andre (eksaminator og sensor) om at vurdere om jeg dumper eller ej.
Egentlig må det også gælde andre aspekter af mit liv. Jeg gør (altid) det bedste jeg kan, og så må det være op til andre at beslutte om jeg dumper eller består.
Derfor må den bedste lektie være at min styrke som ung kvinde, kæreste, veninde, studerende, kollega, datter og barnebarn sidder i sjælen og ikke i håret, og kun derfor turde jeg at klippe det hele af.
Vi ses!
