søndag den 30. december 2007

Status

Alle gør det.

Alle laver status over året der (næsten) er gået, hvilket legitimerer, at jeg også kan gøre det.

2007 var året, hvor jeg flyttede sammen med min kæreste, igen. Det var året, hvor vi renoverede lejligheden, og fik styr på finanserne. Det var året, hvor vi så hinanden dybt i øjnene, og blev enige om at det er os to. Det var året, hvor vi blev forelskede på ny, sparede sammen, rejste til Rom, købte nye ting til lejligheden, og fandt ud af at vi passer rigtig godt sammen.

2007 var året, hvor jeg startede året med at tabe 6 kilo. For lige inden sommerferien at tage 4 kilo og, endelig, i sommerferien, gik jeg helt amok og tog yderligere 3 kilo på. Derefter begyndte jeg trofast at løbe sammen med min veninde 3 gange om ugen, og siden meldte vi os ind i fittnessworld. I efteråret tabte jeg 3 kilo for her i julen at tage 2,5 kilo på. 2007 var altså året, hvor jeg tabte 9 kilo og tog 9,5 kilo på, hvilket giver et plus på 500 gram. (!)

2007 var året, hvor jeg ville betale min kassekredit ud, men det gik desværre ikke som planlagt. Jeg skylder dermed ved udgangen af 2007 det samme som ved indgangen.

2007 blev året, hvor jeg sagde farvel til nogle veninder, men goddag til andre. I første halvdel af året mistede jeg to veninder, der begge ikke længere ønskede at være veninder med mig, men heldigvis fik jeg ved samme lejlighed 5 nye veninder.

2007 blev året, hvor nogle af skelletterne i familieskabet faldt ud. Nogle skubbede jeg ind igen, andre fik en værdig begravelse, og nogle nye kom til.

2007 blev året, hvor jeg fik et nyt studiejob, der har bidraget til at økonomien ser helt fornuftig ud.

2007 blev året, hvor nye kurser på studiet udvidede min horisont, mit syn og kendskab til verden, og løftede mine evner endnu et trin op ad den akademiske stige.


Her dagen før dagen kan jeg konstatere at jeg er glad, lykkelig og fuldt ud tilfreds med år 2007.

Godt nytår - vi ses i 2008

fredag den 28. december 2007

læser i øjeblikket

Har på 3 dage læst Mænd der hader kvinder, og jeg er nu igang med Pigen der legede med ilden.

Jeg burde dog læse 50 siders Habermas (på svensk eller er det norsk), og skrive et styk kritisk opgave på 8 sider om mediernes magt og den offentlige borgelighed til d 4 januar.


Mit nytårsforsæt er - det slut med overspringshandlinger i 2008!"

onsdag den 26. december 2007

Top 3 over bedste og værste julegaver

1. Wellness gavekort fra kæresten

2. Elektrisk tandbørste fra min mor

3. 1000 kr fra min farmor



1. En ged

2. En dobbelthage

3. 3 pakker mormor bomuldsunderbukser

lørdag den 22. december 2007

vil du prøve noget nyt?

Ja, men ikke i julen...

Fortalte forleden en bekendt, at jeg skulle have mørbrad juleaften. Hendes øjne blev store som tekopper. Hendes kæbe ramte bordet i forundring, og hun brølede: "det kan du da ikke, man skal da have and og steg!!!"

Jeg har det med julen, som med stort set alle andre ting i livet - forandring fryder.

Som Mc Einar sagde:
"jul, det cool sikke tiden den går,
der er intet lavet om siden sidste år,
det de samme ting vi spiser , det de samme ting vi laver,
det de samme ting i TV, det de samme julegaver,
samme penge problemer det dyrt og hårdt,
udelukkende overtrukne kontokort.
Overflod og fråds med familie og med venner,
samvittigheden klares med en Ulandskalender.
det er julefrokost tid traditionsspilleri,
spritkørsel, utroskab og madsvineri,
vi har prøvet det før vi ved præsis hvad der sker,
slankekur i januar og alt det der,
det et slid; men der er lang tid til næste år.
det jul, det cool sikke tiden den går."

Genialt. Knivskarp lyrik, der holder selv efter næsten 20 år.


Drenge, der mørbrad i gryden hjemme hos mig. I er mere end velkomne...

tirsdag den 18. december 2007

en hurtig femmer

Lige en hurtig top 5 over kvinder jeg gerne ville være:

5. Katie Holmes - lange ben, lækker krop, lækker mand

4. Detective Inspector Jane Tennison fra "Prime Suspect" - kvinden drikker, ryger og er iskold, som jeg aldrig ville kunne være det.

3. Buffy - ikke en eneste kedelig aften foran tv. Der er altid et monster eller to, der skal have nogle karatehug.

2. Arven - elversprog, alfeører og Viggo Mortensen. -Kan det blive meget bedre.

1. Batgirl - Batman here I come

mandag den 17. december 2007

tandlægen

Jeg var til tandlæge i morges, og det fik mig til at tænke på, at det er en ret intim oplevelse at gå til tandlæge. Her er et menneske der i kraft af sin profession kan stikke fingrene ind i munden på dig. Her er et menneske, der kan se hvor renlig du er, og her kan man ikke snyde.

Hvilket faktisk er muligt, hvis man foreksempel skal til fest. Man går i bad, tager pænt tøj på, pudser skoene osv., og til festen vil der ikke være nogen der kan se, at du i virkeligheden er et kæmpe stort rodehoved, der har dine underbukser på i 2 dage (og danser rundt med dem på hovedet) og klipper dine tånegle mens du spiser aftensmad.

Men hos tandlægen, der kan du ikke snyde. Har du glemt at børste tænder efter en bytur kan han se det. Bruger du ikke tandtråd kan han se det. Ryger du kan han se det. Spiser du slik og lever usundt kan han se det. Kaster du din mad op kan han se det.

Min tandlæge sagde, at jeg har fine tænder og ingen huller, men desværre har jeg betændelse i tandkødet. Det skyldes, at jeg bruger tandtråd forkert.

Kæreste spurgte lidt kækt om jeg da brugte det imellem tæerne.

Hvad kan jeg sige, man bliver klogere hver dag. Jeg vidste ikke, at der var en forkert måde at bruge tandtråden på. Jeg troede bare den skulle glides ned imellem tæerne.

torsdag den 13. december 2007

facebook vol.3

Den sidste uge på facebook har været et sandt helvede. Det er blevet et sted jeg prøver at undgå. Et sted hvor jeg leder efter steder jeg kan gemme mig.

Det hele skyldes, at jeg er blevet kontaktet af mennesker, som jeg ikke vil have noget at gøre med. Men jeg bliver konstant mindet om det via mails, og når jeg besøger internet siden .

Jeg bliver presset til at reagere.

Hvis det havde været i den virkelige verden så ville jeg blot vende mig om, gå ind i en butik eller gemme mig i et omklædningsrum. Men fordi det er cyberspace, så skal jeg afvise dem ved et klik på en tast.

Jeg har hørt fra min veninde (hun har afvist flere), at hvis man ignorer deres forespørgsel og ikke acceptere dem som venner, så modtager de en e-mail. En e-mail hvor der står, at jeg ikke vil være venner med dem.

Selvom det er sandheden, så har jeg ikke lyst til at levere den via mail. Og desuden jeg kan livligt forestille mig en situation, hvor jeg møder en af dem i virkeligheden. Jeg ville ikke bare skulle gemme mig i en butik eller bag en bil. Nej, jeg ville skulle grave mig ned under en stor sten.


Jeg er begyndt at tro, at facebook er noget Fanden har fundet på.

onsdag den 12. december 2007

der er ingen sammenhæng

Politiet benægter at de tre skudepisoder på vestegnen har noget med hinanden at gøre....

uhmmm - er det bare mig, men det lyder godt nok som om at der er nogen der lyver....



Hvad er det nu man siger til dem der lyver.


LAD VÆR'

mandag den 10. december 2007

indenfor

Jeg føler mig
udenfor
Uden nogen grund er jeg
udenfor
uden overtøj er jeg
underligt usikkert udenfor

fredag den 7. december 2007

hvor ligeglad er du...?

Hold kæft hvor er jeg træt af NGO'er og andre foreninger der prøver at flænse min pengepung med nyopfundne medietricks ala giv en ged, køb en høne, støt dem med AIDS og andre mennesker der har det hårdt.

Jeg ved godt det ikke er populært at skrive den slags. Men det jeg bare siger er, hvorfor helvede er det kun i december måned, at vi skal finde den dårlige samvittighed frem, og give til dem der ingenting har?

Vi burde have dårlig samvittighed, når vi bruger under 1% af vores indtjening på andre end os selv.
Vi burde have dårlig samvittighed, når vi køber produkter, der er fremstillet ved at vores medmennesker står i kemikalier til hofterne, for at vi kan få håndklæder til 20 kr.
Vi burde have dårlig samvittighed, når Røde Kors mm. ikke kan få nok indsamlere de få gange om året de beder os om det.
Vi burde have dårlig samvittighed, når vi lader børn og voksne blive voldtaget, lemlæstet og skudt i hovedet i Darfur. Alt imens vi sidder i vores bløde hjørnesofaer og bliver federe, rigere og lykkeligere.
Vi burde have dårlig samvittighed, når vi brokker os over at u-landsbistanden er for høj. (0.8% af BNP)

-Men mest af alt burde vi have dårlig samvittighed over, at vi er ligeglade.

torsdag den 6. december 2007

indre konflikt

På den ene side har jeg lyst til at skælde verden ud, men på den anden side er jeg underlagt censur. En censur jeg hidtil ikke har været bekendt med, men som er kommet snigende stille og roligt.

Det drejer sig om, at mine real life friends er bekymrede, stiller spørgsmål om mit helbred og undrer sig over at jeg er negativ, nedladen og selvkritisk i denne blog.

Og desværre har det gjort, at jeg har mistet lysten til at skrive. Jeg kunne være ligeglad, men en følsom person som jeg tager det alvorligt. Jeg har forsøgt at skrive lidt mere positivt, og ikke være så selvhadsk.

Men desværre ligger det ikke til mig.

Jeg mister lysten til at skrive. Jeg har simpelthen ikke noget at skrive om, når jeg ikke kan skælde ud, undre mig over hvor platte andre og jeg selv er, være ironisk og kaste syrligedrops efter alt og alle inklusiv mig selv.

Jeg gider ikke blogge om hvor vidunderlig verden er eller om hvor vidunderlig jeg er. Jeg gider ikke blogge om hvor god, uovertruffen og uovervindelig jeg er. Jeg gider ikke blogge om, hvor perfekt mit liv er, om hvor mange penge jeg har og hvor klog jeg er. Ej, heller hvor lækker, flot og sexet jeg er.

For offentligt selvhad er bedre end at være offentlig selvfedhed.

Sådan er det jo nu engang i Danmark.

mandag den 3. december 2007

kære julemand

Kære julemand

Jeg har overvejet mine ønsker nøje i år, og jeg er kommet frem til følgende. Jeg ved du elsker at komme med bløde pakker, men i år skal du finde den store saks og mange meter gavepapir frem. Nogle vil måske sige at jeg skulle være mere ydmyg med mine ønsker, men kære julemand, jeg har været sød.

Jeg ønsker mig:

uendeligt overtræk på min allerede uendeligt overtrukne konto

et ur med 25 timer (genganger fra sidste år)

at nicole kidman holder op med at lave film

en lillesøster

et styk partyrøv med dertilhørende netstrømper ala britney spears i "gimme more" video

9 1/2 uge med kim basinger på dvd

lidt mindre nikkel eksem

større bryster

at mine øjne holder op med at skele, hvilket de er begyndt på fornylig

at mit party image, når jeg jetter til london for at gå på super expensive natklub, er total international supermodel med monster cash og vip friends. I stedet for et hvor jeg er skidestiv russisk bryder, der træder sine høje hæle som var hun bambi på glatis

og...

-nå ja, fred i verden


Trylle-rylle-julekys fra Theresa