søndag

Tog jeg et smut til en by i Vestsjælland, hvor jeg har boet nogle år, da jeg var lille.

Og det her er det første der møder en når man stiger ud af den lille gris (det er navnet på det lokale tog).

Byen, hvor jeg huserede som tweenie ( betegnelse for dem lige før teenageårene), var genstand for alt fra ungdomsdiskotek og ungdomsvold til massiv indtagen af martini med cola og pisangambon.

Det var tider.

Musikken i den lokale ungdomsklub var Rednex, 2Unlimited og Corona.

Jeg husker specielt, når jeg på min cykel mødte de andre nede ved gadekæret.
Der sad vi så og legede voksne. Vi røg. Vi kyssede, og dannede kliker.
Det var sommer, det var varmt og vi fik lov til at være ude til kl. 21.30.
Alle kendte alle. Vi gik i sten vaskede cowboybukser, ternede skovmandsskjorter og militærstøvler.

Vi aspirerede til voksenlivet med en sådan iver at nogle af de voksne måtte tage en alvorlig snak med os.

Men så flyttede jeg til en anden by på Vestsjælland. Fik nye venner og blev rigtig teenager.

Derfor er det med blandede følelser at jeg tager tilbage til byen.

Jeg husker den som sprudlende, stor, i udvikling og med mange butikker og en enestående hovedgade. Det er desværre ikke længere den virkelighed, som byen signalerer i dag.

Byen er trist, forladt og øde (og jeg kan gå fra den ene ende af byen til den anden uden at møde nogen mennesker). Der er så få butikker tilbage, at det kan tælles på 2 hænder (Brugsen, Bageren, rødekors genbrugsbutik, 3 frisører, 1 tanksation, antikvar og en jagtforretning. Der er selvfølgelig også den kinesiske restaurant).

Billedet foroven illustrer ret godt den dagsorden flere landsby politikere har prøvet at få sat i medierne. Landsbyerne forfalder, og det er med en uhyggelig hastighed.