GTA IV

Kæreste har siden i går, hvor han kl. 10 stod sammen med andre ivrige unge mænd foran Fona/Fredgaard, spillet GTA IV.

For jer der intet ved om dette voldsspil kan jeg sige, at det handler om at skyde, plyndre, dræbe og køre folk over i Liberty City. En GTA udgave af New York.

Kæreste er selvsagt i total koma over spillet. Han råber af spillet, kaster med puderne i sofaen, når det ikke lige gør som han vil have, og ikke mindst så er han helt vild. Han har ventet i 18 måneder på at spillet skulle udgives, og nu hvor det er her levet det total op til alle hans forventinger, siger han ovre fra sofaen.

Jeg, derimod, forstår det ikke, men jeg er også en anelse mere sart og skrøbelig. For at have et minimum af tid sammen med kæreste tænkte jeg, at det ville være en god ide at sidde ved siden af og se ham spille.

Men det skulle jeg aldrig have gjort.

I den første sekvens jeg ser løber figuren i spillet - Niko - hen mod en bil, som han vil have. Han trækker sin pistol, og uden nogen form for advarsel skyder han føreren i hovedet, slæber ham ud af bilen, og kører væk. Anden sekvens. Niko (men det er jo teknisk set min kæreste) kører igennem byen, og uden så meget som at blinke, kører han alle fodgængere over.

Jeg sidder total forskrækket og råber, at sådan kan man da ikke behandle andre mennesker. Heller ikke dem i x-box spillet. Og nu udspiller der sig en sekvens i fælles domicil, som fint beskriver, hvordan kæreste og jeg ser forskelligt på verden.


"Du kan da ikke bare skyde folk i hovedet for så at tag deres bil", messer jeg.
"Jo, det kan man da godt", svarer kæreste og er en anelse ligeglad.
"Men man giver da lige en advarsel først. Folk skal da have en chance for frivilligt at overgive sig", forklarer jeg med en smule gråd i stemmen.
"Næ", siger kæreste. Hans blik bliver fjernt, og han er ikke længere tilstede. Kæreste kører nu rundt et sted i Liberty City og pløkker tilfælde forbipasserende ned.

Er spændt på, hvornår han kommer hjem.



.