Kæreste og jeg var i Matas i dag.
Jeg skulle egentlig ikke have noget, men så kom jeg i tanke om, at jeg de sidste par uger har lagt mærke til at mit ansigt ikke ser ud som det plejer.
Mit ansigt er blevet mere slapt. Mit ansigt har mistet den spændstighed, som ellers kendetegnede min brune hud. Desuden er smile folderne blevet en del dybere, og huden bærer bræg af at have været udsat for lidt af hvert. Jeg nævner i flæng ; druk, solbadning, røg, usund mad, grine anfald, urenhud, sod og alder.
Kort sagt. Tiden har sat sine spor i min hud.
Derfor foreslog jeg kæresten, at jeg købte en ansigtscreme. Det syntes han var en god ide, altså en som fugter huden. Men da jeg begyndte at lede efter forskellige typer af anti-ageing creme mistede han tålmodigheden med mig, og sagde at det kunne jeg godt droppe.
"du er altså ikke gammel, og du har ikke brug for cremer til dine rynker", lød kommentaren.
Kæreste er selvfølgelig en dejlig mand og alt det der, men han forstår ikke min frygt. Faktisk så er det først nu jeg forstår de kvinder der bruger mange mange penge på deres dyre cremer.
Jeg kan lige pludselig godt forstå den følelse eller uro der kommer i kroppen, når man opdager at man ikke ser ud som da man var 20. Jeg er ikke gammel, det ved jeg godt. Men jeg kan mærke at min krop og hud ikke er som tidligere. Der sker altså noget.
Misforstå mig ikke. Jeg har absolut ikke lyst til at være 20 år igen, men jeg har heller ikke lyst til at se brugt og trist (=gammel) ud før tid.
En god ven sagde engang at kvinder er som æbler. De skal plukkes når de stadig er grønne og sprøde, og det var ifølge ham inden de blev 23 - han mente nemlig at kvinder derefter blev melede og kedelige.
Og netop derfor sniger jeg mig ned i Matas på mandag og køber anti-aldrings creme.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar