Det stinker at bliver sent til tælling, men engang imellem når man ligger der med hovedet i gulvet og blodet pumpende rundt i kroppen, kan man faktisk se tingene som de er.
Det er slet ikke så dårligt at tage sine dage til efterretning. Hvad fik man ud af dagen. Hvorfor sagde hun som hun gjorde, har jeg måske handlet forkert, burde jeg ændrer mit syn på denne sag?
Det er ikke så sjælendt at jeg sidder med fjernbetjeningen i den ene hånd og kaffen i den anden, og zapper utallige tv-kanaler i gennem blot for at ende på en serie jeg har set mindst tusind gange før. Hvad får jeg ud af det? Ingenting.
Og det ingenting vil spøge, når jeg sidder som 40 årige med to møgunger under den ene arm, kaffe, fjernbetjening, hund og realkreditlån under den anden, mens jeg zapper gennem minderne om et liv der for længst er gået.
For satan - hvor er jeg på vej hen?
Når fødderne rammer blankegulvet om morgenen bliver jeg til tider overrasket over, at jeg ikke står i en skov, for hver morgen føles som en kamp for at finde min sti tilbage til civilisationen. Hvor er de lede brødkrummer, som jeg kastede ud dengang for lang tid siden. Spist formoder jeg. Og hvad står jeg tilbage med?
For min egen skyld, så forhåbentlig viljen til at fortsætte.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar