0 minutters løbetur på grund af tiltrængt hviledag efter at jeg i går deltog i mit første semi seriøse løb.
jojo - jeg er skam med på billedet. 3 kilometer stafet. Kig godt efter... Det er mig med det korte hår i sorte bukser til ned over knæet og ude til højre.Nu har jeg snart løbet i 11 uger. 3 gange om ugen og uden hensyn til om jeg gad eller hellere ville ligge på sofaen derhjemme.
Jeg er så glad for at jeg i sommers satte mig et mål. Det har været en ny og positiv oplevelse at se ugerne gå og resultaterne blive mere og mere synlige. Dog har jeg tænkt meget på hvorfor det netop med løb lykkedes mig at være vedholden, når jeg modsat har brugt det meste af 10 år på at tabe mig igen og igen, men uden heldet til at være vedholden og holde flæsket på afstand.
Er det bare mit lod i livet at jeg skal gå rundt og være småfed? Hvorfor kan jeg ikke mobilisere den fornødne styrke til at sige farvel til dellerne en gang for alle? Hvorfor kan jeg godt finde ud af at tage løbeskoene på uge efter uge? Men ikke sige nej til chokoladen og ja til grønsagerne.
Jeg bliver simpelthen nød til at finde ud af hvorfor jeg accepterer at jeg ligner en velbesøgt sandstrand en varm sommerdag? -Bulet og grim!
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar