søndag den 7. september 2008

Dag 65

Når der stadig er 8 kilo til ønsket vægt, og nålen på badevægten hverken går den ene eller den anden vej, så kunne det være at jeg skulle overveje om jeg nu også arbejder hårdt nok på at nå mit mål.

0 minutters løbetur rundt i semi efterårs-agtig villakvarter, hvor drømmehus netop er sat til salg for en mindre sum på 5.999.999 kr. Når drømmehus koster mere end hvad drømmemand og jeg nogensinde får råd til, så kunne det være at jeg/vi skulle omprioritere vores drømme, og i stedet se på om vi skulle spare vores småøre sammen, og jette afsted til New York i efteråret?

Derudover er der i den sidste uge brugt hvad der svarer til en arbejdsuge på tanker om hvor jeg er henne i mit liv. Når livet ligger lige foran mig, men alligevel virker så langt væk, så kunne det være at jeg skulle droppe selvmedlidenheden og præcisere hvad jeg forventer af livet lige nu og her.

Når indholdet i mit klædeskab dag ud og dag ind ligner en blanding af Brendas neonfarvede cykelshorts fra de ældste afsnit af 90210 og ligegyldige stykker tøj fra diverse kædeforhandlere, så kunne det være at jeg skulle overveje at tænde et bål i haven og bidrage til co2 udslippet i Danmark.


.

Ingen kommentarer: