"Vil du åbne gaven nu?" spurgte han, mens han prøvede at se ud som om, at han var ligeglad.
"Ja, det vil jeg da gerne, men hvis jeg åbner min julegave nu, hvad får jeg så juleaften?", sagde jeg i et forsøg på at forhandle mig i position til endnu (?) en julegave.
"Du bliver bare så glad for din gave, men du er selvfølgelig velkommen til at vente helt til den 24'ende", forsøgte han uden den mindste antydning af at jeg faktisk ville få noget mere juleaften.
Sølvpapiret var allerede på vej af. Vi havde begge øjnene fæstnet på gaven, der langsomt, men sikkert blev pakket op. Uden ord. Inde i hovedet forsøgte jeg at forestille mig den grimasse, jeg skulle tage på i en fart, havde kæresten forsøgt sig med uldtrusser eller måske en BH i XXL, for slet ikke at tænke på et hjemmelavet klippekort med 10 gange massage.
Åh gud, jeg kunne ikke bære at jeg skulle stå der med mit falske smil og høje toneleje, "eeejjjjjjiiiii, skat, det skulle du da ikke have gjort", samtidig med at jeg lidt henkastet ville forsøge at snige en bemærkning ind om, at de der uldtrusser måske nok ville kradse lidt på røven og derfor nok skulle byttes, men at jeg da var utrolig glad for, at han havde tænkt på mig, da han gik forbi mormorpakken i Føtex.
Sølvpapirets knitren førte mig væk fra tankerne om min underkrop indhyldet i 2 cm tyk uld, og jeg stod nu med en lille hvid pakke i hånden. Inde i pakken lå en lille lyserød blank og aflang ting. En Ipod nano. "En.... en.... ej, eeejjjjjiiiiii, skat... har du virkelig købt den til mig" råbte jeg fuldstændig vild over at kæresten virkelig havde købt en Ipod. Til mig! Kæreste var selvfølgelig pavestolt, da han så hvordan jeg både tabte besindelsen og mælet i et forsøg på at forstå hvad jeg havde i hånden. Han var ret stolt over sin egen præstation. Han havde ramt rigtig. Siden i sommers har jeg talt om den lille nano. Jeg ønskede mig den til mit løb, og nu havde han købt den.
Tak!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar