Jum jum - det startede ganske uskyldigt. Jeg smagte en smule på risene, der var vendt i en smørklat, og varm mælk, som allerede var blevet cremet og fyldig. Så smagte jeg lidt mere, for jeg skulle jo lige tjekke om risene havde fået nok.
Jeg rørte rundt. Smagte igen. Jeg rørte mere rundt, skruede ned for varmen, og smagte så lige lidt igen inden jeg satte låget på. Gik ind i stuen, men vendte om og gik tilbage til køkkenet for at røre og smage og røre og smage... Uhmmmm... smagte lidt mere.. Begyndte at se min store portion svinde mere og mere ind. Fik nervøse trækninger over, om jeg nu skulle lave mere, for det der var lavet til ti lignede nu mere noget til fire. Hakkede mandler og spiste en del. Uhmmm... Mandler...
Nå, men jeg måtte holde op med konstant at dyppe skeen i gryden. Jeg hældte risengrøden op i to skåle og stillede dem ud på bagtrappen. De skulle jo køle lidt af. Men som belønning fik jeg lov at slikke skeen. Mens jeg stod der med risengrøden smurt ud på fingrene, fråde om munden og skeen halvt inde i gabet, så jeg for mig, hvordan min kæreste med foragt ville studere mig, hvis han tilfældigt kom ud i køkkenet. Han ville med slet skjult foragt forsøge at vriste skeen ud af hånden på mig og lægge mig i aflåst sideleje inde i sengen. Men heldigvis for mig var han for optaget af at spille WoW, og jeg for snedig til at blive opdaget (jeg gemte mig lidt bag en stolpe), så jeg fik lov at nyde mit risengrøds-øjeblik helt alene. Hurra.
Men - jeg må nok anerkende at jeg har lidt bange anelser... Jeg opfører mig som en galning ved synet af årets første risengrød, hvordan ser jeg så ikke ud til årets første julefrokost, og hvad med årets første julegave.
Åhhh - den søde juletid..
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar