Der er intet som at stå på en Vestsjællandsk station i blæsevejr en kold mandag eftermiddag og bede til at toget kommer inden for de næste 10 minutter alt i mens det trækker op til en ordenlig omgang hagl og regn. Den lede fornemmelse man for indeni, når højtalerne på stationen går i gang og en skinger kvindelig stemme annoncerer at toget desværre er endnu 20 minutter forsinket, kan kun sammenlignes med smagen af metallet fra en gammel 25 øre efter at man har slikket på den. Føj, hvor havde jeg lyst til at bande af DSB, da jeg efter 40 minutters konstant trippen for at holde varmen på denne råkolde mandag endelig sad i det opvarmede tog på vej mod København.
Der er en helt bestemt atmosfære der ude på landet. En stemning, som ikke findes på eller i mit fine Frederiksbergkvarter, hvor villaerne og lejlighederne ligger tæt op af hinanden, som skulle de vælte hvis bare én forsvandt. Næ, der ude på landet hvor kragerne rent faktisk bor, og hvor man hilser på hinanden når man trasker ned af hovedgaden, kan man til min overraskelse stadig høre sætningen -fra en kvinde med den helt rigtige Vestsjællandske accent i den lokale Dagli'Brugsen omkring klokken 14.- "Skal jeg lige tage lidt blødt med til kaffen".
-Og jeg kom til at tænke på min kære farmor og farfar, hvor vi altid fik lidt til kaffen omkring kl. 14 og hvor farfar altid så eftermiddags træt ud, når det sidste stykke dyppet i kaffen gled ned i det gamle svælg. Jeg sad altid for bordenden, når jeg var på besøg. Jeg fulgte altid med, når farfar lavede kryds og tværs, og jeg hjalp altid farmor med at dække bord. Jeg var farmors lille Theresa. Et udtryk som jeg hadede dengang hvor jeg allerhelst ville stor. Men nu hvor jeg endelig er blevet stor og det ikke længere er muligt at sidde ved bordenden hjemme hos farmor og farfar, så jeg savner den helt specielle, ja, næsten magiske stund som barnebarn lige der hvor kaffen er skænket, og hvor farmor siger: "Skal vi lige have lidt blødt til kaffen".
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar