my way

Jeg er på vej, men jeg er ikke rigtig klar over hvor hen.

Jeg er ret sikker på, at jeg nok skal blive til noget, men hvornår jeg bliver til noget er jeg stadig i tvivl om.

I forgårs stod jeg på løbebånd med veninde, da ordene: "Jamen, jeg har jo ikke rigtige nogen ambitioner", kom ud af munden på mig. Jeg blev lidt overrasket over mig selv, og følte ubehag ved at have konkluderet, at jeg ingenting vil med mit liv.

Ingenting er måske også så vildt et ord, men i forhold til hvad der forventes af en der går på CBS, så tror jeg faktisk, at det passer ret godt.

Hvorfor være utilfreds, når jeg faktisk er godt tilfreds?

Måske prøver jeg at retfærdiggøre, at jeg faktisk har trauma over, at jeg i en alder af 27 år ikke engang har en mellemlang uddannelse. Jeg blev student i 2000. De piger jeg kender fra gymnasiet er alle i gang med karriere, børn eller næsten færdig med en 5 årig uddannelse. Her 8 år efter, at jeg fik huen på hovedet, er det ikke videre charmerende at tale om hvor lidt jeg faktisk har nået.

I 2002 havde jeg en kæreste, der sagde at han var bange for, at jeg aldrig ville komme videre på en universitetsuddannelse. På det tidspunkt havde jeg et fuldtidsjob, hvor man godt kunne avancere og blive butiksuddannet. Det blev jeg aldrig, hvilket jeg er glad for. Men hans ord har altid hængt ved.

Han såede en lille tvivl i mig. En tvivl der ikke er væk før jeg står med mit kandidatbevis i hænderne.

.