ikea, nu med mormor...

Jeg er normalt ikke typen der bliver sur på gamle mennesker, men i går blev jeg nødt til at lave en undtagelse.

Jeg tog en smuttur til IKEA for at købe rammer til plakater jeg har købt på Louisiana.

Alle der har været i en IKEA ved hvor mange mennesker der kan være en lørdag formiddag. Derfor var jeg i IKEA en onsdag kl. 12.00. Ingen mennesker. Hurtigt ind og hurtigt ud. Men fordi IKEA har en seniorpolitik, som de er stolte af, blev min ellers hurtige ekspedition udsat for vandalisering af en af dem man ynder at kalde for det grå guld.

Aviserne har i de seneste år skrevet spalte op og spalte ned, om hvor vigtig en ressource de gamle mennesker er for vores samfund. Politikerne har fulgt trop og der er de seneste måneder blevet talt om skattelettelser til dem over 64, dem med gebis, dem med mimrekort og ikke mindst alle dem der ejer en rollator. Alle disse tiltag er blevet lavet for at virksomhederne, der er blevet udråbt til at være alders forskrækkede, skal være mere villige til at ansætte dem med sprængte blodkar på næsen. Og IKEA er blevet udråbt til at være den flittige virksomhed i klassen. De har om nogen ansat de gamle, og det ses tydeligt når man en lørdag formiddag står svedene i køkkenafdelingen. De små grå mus piler hen over gulvet, parat til at hjælpe den næste der skal have lavet samtalekøkken.

Onsdags ekspeditionen var en succes lige indtil jeg skulle til kassen. Min Ikea-vogn indeholder 8 forskellige enheder. Foran mig står der 6 par med forskellige mængde i deres respektive vogne. Jeg skynder mig at scanne hver enkelt og konkludere at jeg kommer til at stå i kø i ca. 6-8 minutter. Efter 10 minutter er jeg dog begyndt at blive ret utålmodig. Hvad sker der, hvorfor er der stadig 3 par foran mig, hvorefter jeg begynder at nærstudere kassedamen. Hun er smilende, hjælpsom, men også gråhåret.

"Åhhh, nej det er en eller andens mormor", siger jeg til mig selv alt imens jeg stirrer intenst på hende. Efter 20 minutter i køen er jeg fremme ved kassen. Da jeg skal til at betale opdager hun, at hun kun har scannet halvdelen af mine varer ind. Hun bliver derfor nød til at gøre det hele om og jeg venter endnu et par minutter. Jeg er rasende. Jeg er svedende. Jeg bider tænderne hårdt sammen for ikke at smide om mig med eder, der med garanti ikke fandtes dengang hun var ung, og sort/hvid fjernsyn var all the rage.

For fuck's sake - hvis man som senior gerne vil finde sin hylde i det hyperkomplekse samfund bliver man altså nødt til at få opgraderet sin harddisk. Jeg tager kasketten af i respekt for dem, i årgang det grå guld, der har kunne omstille sig til et samfund, hvor alt foregår med 220 kilometer i minuttet. Men når det er sagt så forstår jeg godt multinationale virksomheder, som har deadlines og døgnåbent, fordi de er i konstant kontakt med omverdenen, tøver med at ansætte dem der ikke ved hvad blu-ray og internettet er for en størrelse.

Tag ikke fejl, jeg har intet imod de ældre i vores samfund, men mormor skal være placeret på sofaen og se Kommisær Barnaby, og ikke sidde bag kassen i min IKEA!